2015: Læs POLITIKEN kronik d. 1. maj 2015.
Arne Würgler: Det begynder med hinanden.
http://www.politiken.dk/debat/kroniken/ECE2650798/det-begynder-med-hinanden/


​KULTURSTØTTE ER INVESTERING

​Det giver ingen mening at bruge ordet ”støtte”. Kulturstøttet er faktisk en klog investering. Men de få penge, der i dag bevilges via den årlige finanslov til kunsten og kulturen, er alt for få - under 1%.af finansloven. 

Når f.eks. musikken modtager penge fra det offentlige, kommer støtten mangefold tilbage i form af øget moms, skatter, flere arbejdspladser osv. Tænk bare hvad et par ord på et stykke papir kan sætte i gang af udøvende musikere, salg af musikinstrumenter, pladeselskaber, musikforlag, presse, trykkerier, medier, ja, selv ansatte i KODA, Copydan, NCB, DJBFA osv. Ja, kunsten skaber en mængde nye arbejdspladser. 

Når man i dag bekymret taler om, hvad vi i Danmark skal leve af, så hør kære politikere: Invester i kunst og kultur! Her er noget helt unikt, som ingen andre kan gøre, sådan som vi gør. 

Men desværre har vi i 10 år haft en uambitiøs regering i Danmark. I slutningen af mit formandskab for sangskriverne og komponisterne kunne vi således dokumentere, at den daværende konservative kulturminister direkte skar i statens investeringer til kulturen. Kulturministeren var ikke enig, og vi blev indkaldt til buksevand hos ministerens regnedrenge, men lige meget hjalp det. Vi havde ret. Kulturinvesteringerne var reduceret med uhyggelige konsekvenser - ikke mindst for danske musikfolks mulighed for at leve et professionelt liv som skabende kunstnere.  

Heldigvis skal vi nu have et nyt Folketing. Der findes mængder af veldokumenteret viden om kunstens og kulturens nødvendighed for vores mentale sundhed og eksistentielle forståelse af os selv. Selv den gamle stokkonservative Churchill skal have vendt cigaren og i røgen fremstammet hørligt: ”Hvis vi ingen kultur har, hvad kæmper vi så for”. 

Men ud over øget investering i kulturen, er der også brug for en alvorlig genopretning efter 10 års totalt misforståede centralisering af det danske samfund. Argumentet for denne fejlslagne politik var, at der skulle være mindre fedtlag (administration) og flere penge til borgerne. Det omvendte har desværre vist sig at blive tilfældet.  

Katastrofalt har denne centralisering også ramt det dansk kunst og kulturliv. Tidligere havde de vidt forskellige kunstretninger, billed- og skuespilkunst, musikken og forfatterne hver deres egen lov med egne demokratiske fora. Nu er hele vores kunstliv centraliseret i en stor tung murstensbygning på H.C. Andersens Boulevard. Kunststyrelsen hedder det minsandten. Alene ordet, styrelsen, skal kunst styres? Hertil skal – som til et andet kommunekontor - den store mangfoldighed af kunstnere og kulturliv sende deres håbefulde ansøgninger om støtte og hjælp. De behandles som bekendt efterfølgende i nogle små dygtige og hårdtarbejdende fagudvalg, som har den umenneskelige opgave at tage stilling på et næppe helt tilstrækkeligt grundlag. Som led i centralisationen kræver administrationen f.eks., at alle tonekunstansøgninger skal indsendes digitalt. Men ikke nok med det: Indsend kun 3 digitale værker, og de må ikke fylde for meget (mp3) ellers går systemet ned.  

Støtte er en god og nødvendig krykke til en syg mand. Men kunsten og kulturen er ikke syg. Tværtimod bringer den glæde og arbejdspladser over det ganske land og hele verden. Et oplagt sted at investere og decentralisere. 1% mere til kulturen!

Betalingerne til kunstnerne for brug af deres værker digitalt er mikroskopiske små. Det gælder ikke mindst musikken, hvor et stort navn som Lady Gaga for 1 million downloads i Sverige af hittet Poker Face sidste år bare fik udbetalt 2300 svenske kroner. Musikkens nedtur får forfatteren Leif Davidsen til at sige nej tak til at hans bøger udkommer som e-bøger. En modig og konsekvent beslutning, som jeg tror han ikke kommer til stå alene med. Siger man nemlig ja, kan det hurtigt danne præcedens for ens betalinger mange år fremover. Og det bliver alene mikrobetalinger. Noget som selv en storsælgende international mainstreamkunstner ikke kan bruge til ret meget. 

Kravet om digitalisering af kunstnernes værker kommer ikke mindst fra bibliotekerne, som i sagen natur ønsker at bruge ny teknologi til at kvit og frit at lægge alt ud – og nu altså også e-bøger - til gratis brug af lånerne. Skal det ske må kunstnerne i det mindste kræve, at den gældende analog biblioteksbetaling til forfattere suppleres med en lignende ordning for digitalt brug. Og det vel at mærke en betaling, der dækker alt digitalt udlån. På biblioteker er der jo ikke bare en masse bøger på hylder. Der er allerede et stærkt stigende digitalt udlån af musik. Men hvor forfatterne i dag får en nødvendig betaling for at bibliotekerne kan udlåne deres fysiske værker gratis ud, så får ophavsfolkene bag alle disse mange nye digitale udlån ingen eller kun en meget begrænset kompensation. En mikrobetaling. 

Og en ny biblioteksbetaling for digitale værker burde ikke alene kompensere for det enorme udlån på vores biblioteker, men bør også dække den omfattende brug, der finder sted af både beskyttede og ubeskyttede åndelige "produkter" på internettet. Her demonstrerer den aktuelle debat om piratkopiering, at alle vil have det hele, men det må bare ikke koste noget. I dag findes næsten alt på nettet. Det er nærmest et folkekrav, at det skal være gratis og frit tilgængeligt. Spørgsmålet er bare: Hvad skal ophavsfolket, kunstnerne leve af? Hvem har råd til at skabe nye værker til befolkningens glæde og fornøjelse? 

Musikbranchen er økonomisk i frit fald. Meget snart vil det sammen ske for film- og bogbranchen. Hvad gør et lille sprogområde, hvor nye kunstværker er nødvendige for fællesskabet, identiteten og ikke mindst alle dem, der lever af kunstnernes arbejde? Løsningen kunne være at supplere den analoge biblioteksafgift med en tilsvarende ordning for hele det enorme digitale bibliotek, som internettet i virkeligheden også er. Her findes snart alt tilgængeligt - lovligt som ulovligt. 

Engang var kopiering af musik og film et alvorligt problem for musik- og filmskaberne. Dengang fik Danmark verdens bedste blankbåndsordning, der kompenserede alle rettighedshavere. Ordningen er tiden nu løbet fra. Ingen gider længere lave fysiske kopier af musik og film. Et par klik med musen på f.eks. netmusik, myspace eller youtube osv. og vi har originalen. Derfor skal blankbåndsordningen revideres. Det bør ske ved at afskaffe de gældende og upopulære afgifter på blanke medier såsom CD-skiver, USB-memori osv. 

Kunstnerne burde i stedet kompenseres over finansloven, så hele samfundet - som med bibliotekspengene til forfatterne - bidrager for det enorme digitale ”udlån”, som i dag til glæde og fornøjelse finder sted, og som vores analoge biblioteksafgift slet kompenserer for. 

Jeg ved ikke om et sådant forslag kan imødekomme nogle af Leif Davidsens betænkeligheder ved digitalisering af hans bøger. Fremover bør det selvfølgelig være op til den enkeltes ophavsretlige eneret om han/hun vil lægge sine værker ud og få del i de digitale bibliotekspenge. 

Men under alle omstændigheder bør der snart ske noget – ellers må danske kunstnere finde noget andet at leve af. Og det bliver ikke et professionelt arbejde med at skrive bøger og lave musik.

Kulturminister Per Stig Møller savner nogen fra venstrefløjen at diskutere med. Et ærligt og sympatisk udsagn. 10 års blokpolitik har tydeligvis gjort atmosfæren lidt stillestående i de pæne borgerlige stuer for en tænksom politiker. Hvor er de intellektuelle på venstrefløjen, spøger han. Svaret er ganske enkelt: Venstrefløjen lever i bedste velgående, men den orker ikke længere at diskutere kulturministerens - og hans borgerlige proselytters besynderlige xenofobiske miskmask af en værdidebat. Denne og 10 års stampen på stedet, bakket op af landets borgerlige medier, har fået folk med hjertet til venstre til at søge andre og langt mere livsbekræftende græsgange. Men tag ikke fejl, kære kulturminister: Kampen mellem det gode og onde findes stadig. Ligesom dengang i halvfjerdserne er den bare flyttet hjemmefra og ud i gaderne derhen, hvor livet leves. Da kulturminister Per Stig Møller og undertegnede var unge, blev oprøret og revolutionen tit og ofte et debatterende theselskab, hvor velmenende studentikose, højpandede og højtsvævende ideologiske blålys, kæmpede imod småborgerlige og klerikale mørkemænd og kvinder.

Den tid er for længst forbi. Nu bruger venstrefløjen øjnene og stemmer med benene. Opgaven er at overleve og bevare selvrespekten i et vanvittigt og destruktivt forbrugermarked.
- Derfor ser vi pæne bedsteforældre møde op og synge sange i Folketinget for asylbørn, som flertallet på tinge i årevis ikke har haft hjerte til at hjælpe.
- Derfor oplever vi tusinder af unge sidde på jorden i 10 graders frost, fordi de politiske ledere ikke evner at sikre menneskehedens forsatte liv på jorden. Bare det holder magthaveres tid ud, så er det åbenbart godt nok.
- Derfor mødes fagforeninger og ngo´er og rækker hænderne ud til hinanden og de fattige i den tredje verden, mens der diskuteres, hvorledes man kan overleve den økonomisk krise, dele de sparsomme jobs og presse politikerne til forsat og bedre velfærd.

Godt, for regeringsmagten i Danmark aner tydeligvis ikke, hvad den skal stille op. Deres genopretningsplan – efter 10 år ved magten – går i al sin enkelhed ud på: Sparer man på velfærden, ja, så går det nok. Kan det virkelig være forbigået vores kulturminister, at venstrefløjens indignation deles af tusinder andre medborgere. Hvorfor skattenedsættelse til de rige og bonusser til fallerede bankdirektører? Hvorfor udsalg af arvesølvet, og hvorfor privatiseringer og outsourcing af danske virksomheder, som generationer af medarbejdere har bidraget til at opbygge? Kan man virkelig ikke kræve et større engagement hos de højtbetalte direktører, når det drejer sig om forsat at drive en virksomhed i Danmark? Nu protesterer venstrefløjen mod krigen og synger som gamle Pete Seeger: Støt vore soldater - bring dem hjem. Tydeligvis ikke helt så spændende og intellektuelt udfordrende for en kulturminister og de meget selektive borgerlige medier, der hellere vil brække en arm på langs end at afbryde den daglige dosis mainstream med en sang, der kan og vil noget andet.

Jeg vil medgive ministeren, at en overordnede ideologi ikke troværdigt kan løse vor tids problemer og systemfejl, men det betyder altså ikke, at venstrefløjen er gået i kloster. Tværtimod, debatten føres bare helt andre steder end hvor Per Stig Møller har for vane at færdes. På helt andre platforme og i andre og nye medier. Tjek f.eks. ind på facebook. Skulle det have forbigået ham, at hele den intellektuelle venstrefløj - sammen med et voksende flertal i befolkningen – faktisk er stærkt  på vej til at jage samme Møller og co. ud af regeringskontorerne?

Tankevækkende, ikke? Så, luk vinduet op ud til kanalen, hr. kulturminister. Det bliver snart forår - også i dansk politik. Something is happening here, but you don´t know what it is, do you hr Møller?






A pro pos  Røde Lejesvende. I 60´erne og 70´erne havde jeg ofte den oplevelse af få min musik spillet i DR. Men Erhard Jacobsen og hans aktive lytterskare fik sat en sådan skræk i nogle af DR´s medarbejdere, så mine sange blev mærket og måtte kun spilles i de få særlige udsendelser, som de emnemæsssigt kunne have en vis tilknytning til. De måtte på ingen måde bare spilles for lytterne og indgå i den almindelige musikflade.  Noget tyder på, at forholdene ikke har ændret sig i DR. Sidste år udsendte jeg - efter 34 år som formand for sangskriverne - cd´en En Hjertesag . Men lytterne har i følge mine KODA-opgørelser endnu ikke haft mulighed for at høre en eneste af sangene. At der er tale om politisk musikcensur er nok for meget at gøre ud af sig selv, men noget tyder på, at jeg deler skæbne med en lang række af mine kollegaer, som ikke laver mainstream. Hvordan hænger det sammen med DR´s erklærede mål om mangfoldighed?

Dansk kulturpolitik er blodløs uden visioner og ambitioner Hvis jeg var kulturminister ville jeg:

Nedlægge Kunststyrelsen. Kunst skal ikke styres som i totalitære samfund.

Styrke kunstretningernes demokratske fødekæde. Respektere kunstområdernes mangfoldighed og autonomi.

Sikre bibliotekspenge til alle kunstnere for brug af deres værker på internettet.

Stille krav til alle medier om kulturelle miljøkvoter.

Lægge DR og TV2 sammen, og samtidig decentraliserer DR. og sikre større brugerindflydelse.

Give DR kulturkanalen kanal 2 med bl.a. klassisk musik tilbage. 

LIve musik for voksne i DR TV.

TV-teatret genindføres.

Daglig kulturinformation i TV på samme måde som Sportsnyt

Genindføre gratis adgang til alle museer.

Indføre faget kunstforståelse i skolerne.og lade børne undervises af kunstnere

Støtte bibliotekernes udstillings- og koncertvirksomhed.

Hæve kunststøtte til 2% af finansloven.

Stille krav om at penge overføres fra forsvarsministeriet til kultuministeriet.

Bedre medie- og kulturtilbud til de syge og ældre på hospitaler og institurtioner.

Flere støttemuligheder for ældre kunstnere i Statens Kunstfond - det er en myte, at unge kunstnere er bedre og mere interessante end ældre - måske tværtimod.

Skaffe midler til kunstnere, der vil skrive, digte og synge om vor tid på en historisk baggrund. Vi er en del af fødekæden.

Lave flere asfatballer. Vi skal ud af vores lejligheder og møde hinanden, mens vi er her.

Skabe mere samba og mindre politisk spin. Større statur til dem der har drømme og visioner og tør stå ved en holdning til den virkelighed v lever i.

Danmarks havne til kulturcentre med plads til husbåde og bolværkskys.

Kræve kulturhus i alle kommuner.

Kræve at alle børn for musik- og danse undervisning.

Være synlig og tilgængelig for alle kulturinteresserede i Danmark.

Hvis jeg var kulturminister ville meget blive bedre. En pinlig nem opgave set i forhold til den indsats Danmarks kulturministere udviser!

Det regner på verden i dag
Det trommer på himlens tag    

Fra Pakistan til Kokkedal 
Melder tv den er gal    

I et fjernt og fremmed land
Drukner børn og killinger i vand  

Pilen peger mod vest
Derfra kommer kun blæst  

Breve på skrapt papir
Lukker for fantasier    

Der fifles og trækkes i land
Der er intet der holder vand  

En dagligdag er evig slut
Dog ikke for romantikere som  SUT    

For ham er regnen den store musik
Som 9/11 for tonedøve Stockhausen




Arne Würgler d. 19.august 2010

Det siges, at politikerne i Nordkorea bestemmer, hvad folk skal høre i radioen. Sådan er det ikke i Danmark. Og dog. For hvor det er sørgeligt, at politikerne nu ikke vil give DR lov til at sende klassisk musik på kulturkanalen P2. Den skal lukkes som så meget andet godt i DR. Derimod skal vi have mere politik og snik og snak. Politikerne synes ikke, de bliver hørt, som de vil høres. Derfor hedder det nu mere konkurrence. Jo tak, den sang kender vi godt. Den gik sin sejrsgang, da vi fik TV2. Og resultatet kender vi også. Bortset fra regionalerne, mere af det samme. Krimier, trlllers og dronningens taffelborde fra forskellige vinkler på begge kanaler i et væk osv. Selvom tv-speakerne på TV2 ofte er kønnere og kan snakke, mens de går. Og da DR partu skulle flytte ud af sit smukke gamle hus, selvom den digitale teknologi faktisk kræver mindre plads, så bestemte politikerne også. Det betød dog ikke flere og bedre udsendelser, nej, det betød bare elendig økonomi og en ørken af genudsendelser. Men vi fik da en ny og flot koncertsal til den klassiske musik.

Er det så ikke en ren molbohistorie, at den eneste kanal i DR, der direkte tager sit afsæt i hvad der sker i koncertsalen, nu skal lukke? - Trist at DR ikke længere skal have en kanal for klassisk musik, siger min kone. Luk dog hellere for den hjernedøde kanal P3! Helt så hardcore er jeg og datteren ikke. Men vi spørger os selv, hvorfor politikerne i Danmark skal bestemme - helt uden nogen offentlig debat - hvad slags udsendelser, vi skal høre? Det er da næsten som i Nordkorea. Medieforliget burde i stedet handle om, hvorledes nogen i dette land kan få råd til at skabe nye værker i en tid, hvor f.eks. musikbranchen - og snart filmbrachen og bogbranchen - er helt bankerot, fordi ingen vil betale for brug af kunstneres værker. Der er f.eks. ingen indikationer på, at kopiering af musik, film med videre er faldende. Og her taler vi altså om lovlig kopiering, ikke piratvirksomhed og ulovlig fildeling - der heller ikke udviser faldende tendens. Medieforliget kunne således handle om et digital medievederlag, der kan kompenserer kunstnerne for den omfattende brug, der er af deres værker.

Hvad skal vi med nye huse, medier og kanaler, hvis ingen har råd til at lave noget, og det hele ender med genudsendelser og mainstream. Et lille plaster på såret var kulturkanalen P2. Men som i Nordkorea vil politikerne i Danmark bestemme. Hvad godt er der egentlig i det?  

Noget tyder på, at kunsten er et "kussehår" fra at blive opslugt af magten. Alene det, at alle magthaverne - helt forudsigeligt - fra kulturminister til administratorer, politikere og Jon Stephensens kollegaer, med en enkelt undtagelse, har travlt med at dementere, siger, at teatermanden har helt ret. Hvor er drømmene og visionerne? Hvor er de store fortællinger om det, vi kan sammen? 

Engang, da der også var krise, var energien og lysten til at engagere sig i andet end sig selv og sin egen håbløse ligegyldige karriere, langt større end i dag. Dengang var fællesskabet og kærligheden mellem mennesker den bærende kraft. Det kom der stor kunst ud af. Men i dag har kunsten svært ved at se sig selv i en større sammenhæng. Hvem fortolker og sætter ord på tidens vilde sult efter menneskelig anstændighed og værdighed? Hvem giver småborgerne og mørkemændene i vores regering og i DF baghjulet? Hvem puster liv i vores splittede opposition og løfter den op over andet end det dagsaktuelle? Hvem inviterer til en fest, der er langt sjovere og anderledes end den triste stampen på stedet, som politikerne og meget af tidens kunst spiller op til? Hvem inviterer til et menneskeligt fællesskabet, der også handler om alt det sjove vi kan, i stedet for at så usikkerhed om fremtiden? Hvorfor spille død før det er strengt nødvendigt! I dag er den tredie statsmagt, medierne, ikke længere kulturinstitutioner, der er underlagt en kulturel forpligtelse. Indholdet er ligegyldigt, bare det er godt TV og god radio. Og hvem definerer det? Gæt engang: Medierne selv. De er gatekeepere og ingen egenart komme til orde for tidens mainstream. Indholdet er underordnet mediernes selvforståelse. Det kommer der ikke ny vedkommende kunst ud af

Men tag ikke fejl: Tiden er til en politik, der handler om andet end frygt for det ukendte og fremmede. Der er et eksistentielt behov for en kunst, der vil andet og mere end "mig selv" og tjene penge. Medieprofessionalismen og kommercialiseringen har forlængst spillet fallit. Det ved alle, undtagen medierne, de borgerlige politikere og kulturadministratorerne. "De umenneskelige tider vækker de sovende engle" skrev Antoine de Saint-Exupery engang. Gid det var så vel

Penge er ikke alt. Ikke mindst i krisetider bliver kunsten og kulturen vigtig. Hvis ikke vi i vores rige kommune har råd til at udfordres og underes, hvis ikke vi har overskud til at mødes og dyrke livets mangfoldigheder, hvem har så? Men sådan skal det ikke være ifølge Toft og Co. Mon kommunens borgere – og ikke mindst de mange konservative stemmer - ved, at vores kommune ligger helt bund, når det gælder penge og muligheder for kunsten og kulturen. I langt fattigere kommuner end Gentofte findes der som noget helt selvfølgeligt et kulturhus eller aktivitetshus, hvor folk og foreninger være sammen om andet mere end lige dagen og vejen. Der finder også righoldige muligheder for børn og unge, der vil lære og praktisere at spille og synge, der findes koncert- og spillesteder, hvor unge og ældre kan opleve professionelle skabende og udøvende kunstnere, der findes udstillingslokaler, og der findes tilbud og muligheder for de lokale kunstnere, så de naturligvis også kan arbejde lokalt. I Gentofte tager vi alle væk , hvis vi – på nær nogle få undtagelser – vil opleve kunsten og kulturen. Og rundt omkring sidder rigtig mange ældre alene og oplever, at der langt til alt. For os alle kunne det at gå til offentlige kulturelle aktiviteter i vores lokale nærområde blive afgørende og vigtige oplevelser, noget som kunne gøre Gentofte til et endnu bedre sted at være, noget, som kunne styrke vores lokale identitet og fællesskab.

Forleden var der kulturmøde på det gamle Apotek i anledning af kommunevalget. Alle partier og lister var mødt talstærkt op. Det boblede med spændende ideer og forslag. Hvem glimrede med sit fravær: Det Konservative Folkeparti! Toft og Co demonstrerede endnu engang, at kunst og kultur ikke er Gentofte Kommune.

”At spare på kulturen er at spare på selve livet”, sagde Githa Nørby forleden til Kristeligt Dagblad. Jeg synes hun ret.

 

Arne Würgler, kandidat for Enhedslisten