A pro pos  Røde Lejesvende. I 60´erne og 70´erne havde jeg ofte den oplevelse af få min musik spillet i DR. Men Erhard Jacobsen og hans aktive lytterskare fik sat en sådan skræk i nogle af DR´s medarbejdere, så mine sange blev mærket og måtte kun spilles i de få særlige udsendelser, som de emnemæsssigt kunne have en vis tilknytning til. De måtte på ingen måde bare spilles for lytterne og indgå i den almindelige musikflade.  Noget tyder på, at forholdene ikke har ændret sig i DR. Sidste år udsendte jeg - efter 34 år som formand for sangskriverne - cd´en En Hjertesag . Men lytterne har i følge mine KODA-opgørelser endnu ikke haft mulighed for at høre en eneste af sangene. At der er tale om politisk musikcensur er nok for meget at gøre ud af sig selv, men noget tyder på, at jeg deler skæbne med en lang række af mine kollegaer, som ikke laver mainstream. Hvordan hænger det sammen med DR´s erklærede mål om mangfoldighed?

Det siges, at politikerne i Nordkorea bestemmer, hvad folk skal høre i radioen. Sådan er det ikke i Danmark. Og dog. For hvor det er sørgeligt, at politikerne nu ikke vil give DR lov til at sende klassisk musik på kulturkanalen P2. Den skal lukkes som så meget andet godt i DR. Derimod skal vi have mere politik og snik og snak. Politikerne synes ikke, de bliver hørt, som de vil høres. Derfor hedder det nu mere konkurrence. Jo tak, den sang kender vi godt. Den gik sin sejrsgang, da vi fik TV2. Og resultatet kender vi også. Bortset fra regionalerne, mere af det samme. Krimier, trlllers og dronningens taffelborde fra forskellige vinkler på begge kanaler i et væk osv. Selvom tv-speakerne på TV2 ofte er kønnere og kan snakke, mens de går. Og da DR partu skulle flytte ud af sit smukke gamle hus, selvom den digitale teknologi faktisk kræver mindre plads, så bestemte politikerne også. Det betød dog ikke flere og bedre udsendelser, nej, det betød bare elendig økonomi og en ørken af genudsendelser. Men vi fik da en ny og flot koncertsal til den klassiske musik.

Er det så ikke en ren molbohistorie, at den eneste kanal i DR, der direkte tager sit afsæt i hvad der sker i koncertsalen, nu skal lukke? - Trist at DR ikke længere skal have en kanal for klassisk musik, siger min kone. Luk dog hellere for den hjernedøde kanal P3! Helt så hardcore er jeg og datteren ikke. Men vi spørger os selv, hvorfor politikerne i Danmark skal bestemme - helt uden nogen offentlig debat - hvad slags udsendelser, vi skal høre? Det er da næsten som i Nordkorea. Medieforliget burde i stedet handle om, hvorledes nogen i dette land kan få råd til at skabe nye værker i en tid, hvor f.eks. musikbranchen - og snart filmbrachen og bogbranchen - er helt bankerot, fordi ingen vil betale for brug af kunstneres værker. Der er f.eks. ingen indikationer på, at kopiering af musik, film med videre er faldende. Og her taler vi altså om lovlig kopiering, ikke piratvirksomhed og ulovlig fildeling - der heller ikke udviser faldende tendens. Medieforliget kunne således handle om et digital medievederlag, der kan kompenserer kunstnerne for den omfattende brug, der er af deres værker.

Hvad skal vi med nye huse, medier og kanaler, hvis ingen har råd til at lave noget, og det hele ender med genudsendelser og mainstream. Et lille plaster på såret var kulturkanalen P2. Men som i Nordkorea vil politikerne i Danmark bestemme. Hvad godt er der egentlig i det?  

Kan vi kikke op i himlens uendelige blå og drømme om at gøre det vi aldrig må?


Ja vi kan.


Og dog: Hvor bliver drømmene og visionerne af?
Vi lever i en tid uden drømme og visioner. Er tilværelsen blevet så kompliceret, at ingen tør tænke store nye tanker?  Gælder det bare om at klare dagen og vejen? Noget tyder på det. Vi er blevet pragmatiske, resultatorienterede, proaktive og vi har de politikere, vi fortjener. Ser man på partiernes programmer, så er de stort set visionsløse og kedelige. Sådan var det ikke engang for snart længe siden. Da lå forandringen lige om hjørnet. Og spørgsmålet er om ikke vi alle inderst inde, faktisk ønsker os langt flere farver på paletten, en dybere mening med livet, noget at kæmpe for, noget der rækker ud over dagen og vejen. Noget der handler om at lave noget med andre mennesker.

 
Men vi lever ikke i de store fortællingers tid. Politikerne har mister modet. Tør ingenting. Forskanser sig med deres spindoktorer og populisme. Tør kunstnerne? Vågner snart de sovende engle for at synge nyt om fællesskabet mellem mennesker? Hvor er de kunstnere, der tør glemme sig selv og synge om fællesskabets store mulighed?


Engang da der også var krise, var energien og lysten til at engagere sig i andet end sig selv og sin håbløse og ligegyldige karriere, meget større end i dag. Engang var fællesskabet og kærligheden mellem mennesker den bærende kraft. Gruppen var vigtigere end den enkelte. Det kom der stor musik ud af. Beatles og Stones. I dag har kunstnerne og politikerne svært ved at se livet i en større sammenhæng. Men de gør regning uden vært. Min påstand er, at tidens mest hotte og efterspurgte personligheder, er de, der kan fortolke og sætter ord på vores vilde sult efter menneskelig anstændighed og værdighed. At nogen giver småborgerne og mørkemændene i vores regering og i DF baghjulet. At nogen puster liv i en tegneserieagtige opposition. At nogen inviterer til en fest, der er langt sjovere og anderledes, end den triste stampen på stedet, som både politikken og tidens kunst spiller op til. At nogen inviterer til et menneskeligt fællesskabet, der handler om alt det sjove vi kan, stedet for at gå rundt og være bange og usikre for fremtiden. For man skal ikke spille død før det er strængt nødvendigt!
Typist for det er i dag den tredie statsmagt, medierne, ikke længere kulturinstitutioner. De er ikke i dag ikke underlagt en kulturel forpligtelse. Indholdet er ligegyldigt, bare det er godt TV og god radio. Og hvem definerer det? Gæt engang. Medierne selv. De er gatekeepere og ingen egenart komme til orde. Nu skal alt fungere på mediets mainstream præmisser. Indholdet er underordnet mediernes selvforståelse, og det kommer der ikke mange nye blues og vedkommende sange ud af. Men hvem gider egentligt det?

          
Der er i dag en sult efter en anden politik og en anden kunst, der ikke handler om frygt for det fremmede og "mig selv", som tværtimod tør give plads til det ukendte og anderledes. Medieprofessionalismen og kommercialiseringen har forlængst spillet falit. Det ved alle, undtagen medierne selv, og de danske politikere og deres spindoktorer. 


Den danske blues findes, og den får sin næring nedefra fra alle os, der ikke har magt og indflydelse. Det er den blues vi synger, når vi er sammen med hinanden. Men mange kunstnere har desværre mistet troen på, at nogen gider lytte til den sang. Som sovende engle svæver de ensomme rundt og glemmer at synge den danske blues.

Kan vi finde nye steder i den grønne skov og lege som engang bare for sjov?
Ja, vi kan!
Derfor kunne USA stemme sig til en ny og anderledes præsident. Det umulige kan ske. Drømmen og visionerne findes, for de er en del af os selv. Drop dog tidens benovelse over alt hvad det kommer oppe fra. Verden er blevet mainstream. Skal vi finde os i det? Lad os bruge hinanden og tale vores eget sprog, for vi er ikke mainstream, og kan aldrig blive det.         

Ingen kender morgendagen: Det umulige kan ske. Lad menneskelighed og vore drømmes vilde kraft give mørkemændene baghjulet. Find dit indre barn. Så vil det lykkes.
I morgen vil nogen sige: Det var i går!
Det er ikke til at tro, men ikke desto mindre sandt.

September 2009 Arne Würgler

Midt i den dræbende finanskrise er det vigtigt at minde hinanden om, at nok er vi alle blevet fattigere på det sidste, men derfor behøver vi ikke at blive fattige i ånden. I den forbindelse skal formanden for Folketingets Kulturudvalg, Karin Nødgaard, have stor ros for at minde os om ”at uden tv-kanaler med public service-forpligtelser vil vores kulturliv blive fattigere”. Som formand må man formode, at hun taler på hele kulturudvalgets vegne. Det gør ikke mindst hendes kritik af musikkens ofte trange vilkår i vores tv-medier interessant og velkomment.


Som bekendt er dette år sangens år med tusindtals arrangementer over hele landet. Her i oktober er det tilmed ”Spil Dansk Dag” og rigtig mange dygtige kunstnere er på banen for at give musikken liv. Alle disse initiativer er nødvendige for at synliggøre, at vi i disse krisetider i hvert fald kan glæde os over, at dansk musik lever som aldrig før, men bare ikke i DRTV og TV2. Her har det i rigtig lang tid mest handlet om dygtige amatører med talent og x-factor. Men hvornår kommer turen til vores professionelle musikliv? Hvorfor skal man til tysk tv for at høre klassisk musik spillet af rigtig levende musikere, og hvorfor skal man til svensk tv for at høre kulturprogrammer med nutidig musik?  Faktisk er vi rigtig mange, der savner levende musik i tv og som ikke har glemt dejlige tv-oplevelser med kunstnere, som - netop fordi de kom i tv - kom til at betyde meget for os alle sammen. Hvem har dog fundet på, at levende musik i tv ikke duer? Tværtimod. Jeg tror, at der en bred seerinteresse for levende musik i tv både hos et ældre publikum, der måske ikke lige har lyst til at drøne i byen og stå op til en koncert i 4 timer, og hos et ungt publikum med bankende hjerter for musik, der kan og vil lidt mere end mainstream. For alle os mange vil et fast musikprogram i TV være mere end kærkommen. Et program med musik, sange og historier og lige vægt på både musik og sprog. En udsendelse med både nostalgi, nærværd og skæve visionære vinkler.

 
”Et folk, som ingen sange har, er let at holde i skak” sang vi engang for længe siden. Det er værd at huske på - ikke mindst, når vi har finanskrise.