Midt i den dræbende finanskrise er det vigtigt at minde hinanden om, at nok er vi alle blevet fattigere på det sidste, men derfor behøver vi ikke at blive fattige i ånden. I den forbindelse skal formanden for Folketingets Kulturudvalg, Karin Nødgaard, have stor ros for at minde os om ”at uden tv-kanaler med public service-forpligtelser vil vores kulturliv blive fattigere”. Som formand må man formode, at hun taler på hele kulturudvalgets vegne. Det gør ikke mindst hendes kritik af musikkens ofte trange vilkår i vores tv-medier interessant og velkomment.
Som bekendt er dette år sangens år med tusindtals arrangementer over hele landet. Her i oktober er det tilmed ”Spil Dansk Dag” og rigtig mange dygtige kunstnere er på banen for at give musikken liv. Alle disse initiativer er nødvendige for at synliggøre, at vi i disse krisetider i hvert fald kan glæde os over, at dansk musik lever som aldrig før, men bare ikke i DRTV og TV2. Her har det i rigtig lang tid mest handlet om dygtige amatører med talent og x-factor. Men hvornår kommer turen til vores professionelle musikliv? Hvorfor skal man til tysk tv for at høre klassisk musik spillet af rigtig levende musikere, og hvorfor skal man til svensk tv for at høre kulturprogrammer med nutidig musik? Faktisk er vi rigtig mange, der savner levende musik i tv og som ikke har glemt dejlige tv-oplevelser med kunstnere, som - netop fordi de kom i tv - kom til at betyde meget for os alle sammen. Hvem har dog fundet på, at levende musik i tv ikke duer? Tværtimod. Jeg tror, at der en bred seerinteresse for levende musik i tv både hos et ældre publikum, der måske ikke lige har lyst til at drøne i byen og stå op til en koncert i 4 timer, og hos et ungt publikum med bankende hjerter for musik, der kan og vil lidt mere end mainstream. For alle os mange vil et fast musikprogram i TV være mere end kærkommen. Et program med musik, sange og historier og lige vægt på både musik og sprog. En udsendelse med både nostalgi, nærværd og skæve visionære vinkler.
”Et folk, som ingen sange har, er let at holde i skak” sang vi engang for længe siden. Det er værd at huske på - ikke mindst, når vi har finanskrise.
Som bekendt er dette år sangens år med tusindtals arrangementer over hele landet. Her i oktober er det tilmed ”Spil Dansk Dag” og rigtig mange dygtige kunstnere er på banen for at give musikken liv. Alle disse initiativer er nødvendige for at synliggøre, at vi i disse krisetider i hvert fald kan glæde os over, at dansk musik lever som aldrig før, men bare ikke i DRTV og TV2. Her har det i rigtig lang tid mest handlet om dygtige amatører med talent og x-factor. Men hvornår kommer turen til vores professionelle musikliv? Hvorfor skal man til tysk tv for at høre klassisk musik spillet af rigtig levende musikere, og hvorfor skal man til svensk tv for at høre kulturprogrammer med nutidig musik? Faktisk er vi rigtig mange, der savner levende musik i tv og som ikke har glemt dejlige tv-oplevelser med kunstnere, som - netop fordi de kom i tv - kom til at betyde meget for os alle sammen. Hvem har dog fundet på, at levende musik i tv ikke duer? Tværtimod. Jeg tror, at der en bred seerinteresse for levende musik i tv både hos et ældre publikum, der måske ikke lige har lyst til at drøne i byen og stå op til en koncert i 4 timer, og hos et ungt publikum med bankende hjerter for musik, der kan og vil lidt mere end mainstream. For alle os mange vil et fast musikprogram i TV være mere end kærkommen. Et program med musik, sange og historier og lige vægt på både musik og sprog. En udsendelse med både nostalgi, nærværd og skæve visionære vinkler.
”Et folk, som ingen sange har, er let at holde i skak” sang vi engang for længe siden. Det er værd at huske på - ikke mindst, når vi har finanskrise.
RSS-feed