Noget tyder på, at kunsten er et "kussehår" fra at blive opslugt af magten. Alene det, at alle magthaverne - helt forudsigeligt - fra kulturminister til administratorer, politikere og Jon Stephensens kollegaer, med en enkelt undtagelse, har travlt med at dementere, siger, at teatermanden har helt ret. Hvor er drømmene og visionerne? Hvor er de store fortællinger om det, vi kan sammen? 

Engang, da der også var krise, var energien og lysten til at engagere sig i andet end sig selv og sin egen håbløse ligegyldige karriere, langt større end i dag. Dengang var fællesskabet og kærligheden mellem mennesker den bærende kraft. Det kom der stor kunst ud af. Men i dag har kunsten svært ved at se sig selv i en større sammenhæng. Hvem fortolker og sætter ord på tidens vilde sult efter menneskelig anstændighed og værdighed? Hvem giver småborgerne og mørkemændene i vores regering og i DF baghjulet? Hvem puster liv i vores splittede opposition og løfter den op over andet end det dagsaktuelle? Hvem inviterer til en fest, der er langt sjovere og anderledes end den triste stampen på stedet, som politikerne og meget af tidens kunst spiller op til? Hvem inviterer til et menneskeligt fællesskabet, der også handler om alt det sjove vi kan, i stedet for at så usikkerhed om fremtiden? Hvorfor spille død før det er strengt nødvendigt! I dag er den tredie statsmagt, medierne, ikke længere kulturinstitutioner, der er underlagt en kulturel forpligtelse. Indholdet er ligegyldigt, bare det er godt TV og god radio. Og hvem definerer det? Gæt engang: Medierne selv. De er gatekeepere og ingen egenart komme til orde for tidens mainstream. Indholdet er underordnet mediernes selvforståelse. Det kommer der ikke ny vedkommende kunst ud af

Men tag ikke fejl: Tiden er til en politik, der handler om andet end frygt for det ukendte og fremmede. Der er et eksistentielt behov for en kunst, der vil andet og mere end "mig selv" og tjene penge. Medieprofessionalismen og kommercialiseringen har forlængst spillet fallit. Det ved alle, undtagen medierne, de borgerlige politikere og kulturadministratorerne. "De umenneskelige tider vækker de sovende engle" skrev Antoine de Saint-Exupery engang. Gid det var så vel

Penge er ikke alt. Ikke mindst i krisetider bliver kunsten og kulturen vigtig. Hvis ikke vi i vores rige kommune har råd til at udfordres og underes, hvis ikke vi har overskud til at mødes og dyrke livets mangfoldigheder, hvem har så? Men sådan skal det ikke være ifølge Toft og Co. Mon kommunens borgere – og ikke mindst de mange konservative stemmer - ved, at vores kommune ligger helt bund, når det gælder penge og muligheder for kunsten og kulturen. I langt fattigere kommuner end Gentofte findes der som noget helt selvfølgeligt et kulturhus eller aktivitetshus, hvor folk og foreninger være sammen om andet mere end lige dagen og vejen. Der finder også righoldige muligheder for børn og unge, der vil lære og praktisere at spille og synge, der findes koncert- og spillesteder, hvor unge og ældre kan opleve professionelle skabende og udøvende kunstnere, der findes udstillingslokaler, og der findes tilbud og muligheder for de lokale kunstnere, så de naturligvis også kan arbejde lokalt. I Gentofte tager vi alle væk , hvis vi – på nær nogle få undtagelser – vil opleve kunsten og kulturen. Og rundt omkring sidder rigtig mange ældre alene og oplever, at der langt til alt. For os alle kunne det at gå til offentlige kulturelle aktiviteter i vores lokale nærområde blive afgørende og vigtige oplevelser, noget som kunne gøre Gentofte til et endnu bedre sted at være, noget, som kunne styrke vores lokale identitet og fællesskab.

Forleden var der kulturmøde på det gamle Apotek i anledning af kommunevalget. Alle partier og lister var mødt talstærkt op. Det boblede med spændende ideer og forslag. Hvem glimrede med sit fravær: Det Konservative Folkeparti! Toft og Co demonstrerede endnu engang, at kunst og kultur ikke er Gentofte Kommune.

”At spare på kulturen er at spare på selve livet”, sagde Githa Nørby forleden til Kristeligt Dagblad. Jeg synes hun ret.

 

Arne Würgler, kandidat for Enhedslisten

Kan vi kikke op i himlens uendelige blå og drømme om at gøre det vi aldrig må?


Ja vi kan.


Og dog: Hvor bliver drømmene og visionerne af?
Vi lever i en tid uden drømme og visioner. Er tilværelsen blevet så kompliceret, at ingen tør tænke store nye tanker?  Gælder det bare om at klare dagen og vejen? Noget tyder på det. Vi er blevet pragmatiske, resultatorienterede, proaktive og vi har de politikere, vi fortjener. Ser man på partiernes programmer, så er de stort set visionsløse og kedelige. Sådan var det ikke engang for snart længe siden. Da lå forandringen lige om hjørnet. Og spørgsmålet er om ikke vi alle inderst inde, faktisk ønsker os langt flere farver på paletten, en dybere mening med livet, noget at kæmpe for, noget der rækker ud over dagen og vejen. Noget der handler om at lave noget med andre mennesker.

 
Men vi lever ikke i de store fortællingers tid. Politikerne har mister modet. Tør ingenting. Forskanser sig med deres spindoktorer og populisme. Tør kunstnerne? Vågner snart de sovende engle for at synge nyt om fællesskabet mellem mennesker? Hvor er de kunstnere, der tør glemme sig selv og synge om fællesskabets store mulighed?


Engang da der også var krise, var energien og lysten til at engagere sig i andet end sig selv og sin håbløse og ligegyldige karriere, meget større end i dag. Engang var fællesskabet og kærligheden mellem mennesker den bærende kraft. Gruppen var vigtigere end den enkelte. Det kom der stor musik ud af. Beatles og Stones. I dag har kunstnerne og politikerne svært ved at se livet i en større sammenhæng. Men de gør regning uden vært. Min påstand er, at tidens mest hotte og efterspurgte personligheder, er de, der kan fortolke og sætter ord på vores vilde sult efter menneskelig anstændighed og værdighed. At nogen giver småborgerne og mørkemændene i vores regering og i DF baghjulet. At nogen puster liv i en tegneserieagtige opposition. At nogen inviterer til en fest, der er langt sjovere og anderledes, end den triste stampen på stedet, som både politikken og tidens kunst spiller op til. At nogen inviterer til et menneskeligt fællesskabet, der handler om alt det sjove vi kan, stedet for at gå rundt og være bange og usikre for fremtiden. For man skal ikke spille død før det er strængt nødvendigt!
Typist for det er i dag den tredie statsmagt, medierne, ikke længere kulturinstitutioner. De er ikke i dag ikke underlagt en kulturel forpligtelse. Indholdet er ligegyldigt, bare det er godt TV og god radio. Og hvem definerer det? Gæt engang. Medierne selv. De er gatekeepere og ingen egenart komme til orde. Nu skal alt fungere på mediets mainstream præmisser. Indholdet er underordnet mediernes selvforståelse, og det kommer der ikke mange nye blues og vedkommende sange ud af. Men hvem gider egentligt det?

          
Der er i dag en sult efter en anden politik og en anden kunst, der ikke handler om frygt for det fremmede og "mig selv", som tværtimod tør give plads til det ukendte og anderledes. Medieprofessionalismen og kommercialiseringen har forlængst spillet falit. Det ved alle, undtagen medierne selv, og de danske politikere og deres spindoktorer. 


Den danske blues findes, og den får sin næring nedefra fra alle os, der ikke har magt og indflydelse. Det er den blues vi synger, når vi er sammen med hinanden. Men mange kunstnere har desværre mistet troen på, at nogen gider lytte til den sang. Som sovende engle svæver de ensomme rundt og glemmer at synge den danske blues.

Kan vi finde nye steder i den grønne skov og lege som engang bare for sjov?
Ja, vi kan!
Derfor kunne USA stemme sig til en ny og anderledes præsident. Det umulige kan ske. Drømmen og visionerne findes, for de er en del af os selv. Drop dog tidens benovelse over alt hvad det kommer oppe fra. Verden er blevet mainstream. Skal vi finde os i det? Lad os bruge hinanden og tale vores eget sprog, for vi er ikke mainstream, og kan aldrig blive det.         

Ingen kender morgendagen: Det umulige kan ske. Lad menneskelighed og vore drømmes vilde kraft give mørkemændene baghjulet. Find dit indre barn. Så vil det lykkes.
I morgen vil nogen sige: Det var i går!
Det er ikke til at tro, men ikke desto mindre sandt.

September 2009 Arne Würgler