2015: Læs POLITIKEN kronik d. 1. maj 2015.
Arne Würgler: Det begynder med hinanden.
http://www.politiken.dk/debat/kroniken/ECE2650798/det-begynder-med-hinanden/
KULTURSTØTTE ER INVESTERING
Det giver ingen mening at bruge ordet ”støtte”. Kulturstøttet er faktisk en klog investering. Men de få penge, der i dag bevilges via den årlige finanslov til kunsten og kulturen, er alt for få - under 1%.af finansloven.
Når f.eks. musikken modtager penge fra det offentlige, kommer støtten mangefold tilbage i form af øget moms, skatter, flere arbejdspladser osv. Tænk bare hvad et par ord på et stykke papir kan sætte i gang af udøvende musikere, salg af musikinstrumenter, pladeselskaber, musikforlag, presse, trykkerier, medier, ja, selv ansatte i KODA, Copydan, NCB, DJBFA osv. Ja, kunsten skaber en mængde nye arbejdspladser.
Når man i dag bekymret taler om, hvad vi i Danmark skal leve af, så hør kære politikere: Invester i kunst og kultur! Her er noget helt unikt, som ingen andre kan gøre, sådan som vi gør.
Men desværre har vi i 10 år haft en uambitiøs regering i Danmark. I slutningen af mit formandskab for sangskriverne og komponisterne kunne vi således dokumentere, at den daværende konservative kulturminister direkte skar i statens investeringer til kulturen. Kulturministeren var ikke enig, og vi blev indkaldt til buksevand hos ministerens regnedrenge, men lige meget hjalp det. Vi havde ret. Kulturinvesteringerne var reduceret med uhyggelige konsekvenser - ikke mindst for danske musikfolks mulighed for at leve et professionelt liv som skabende kunstnere.
Heldigvis skal vi nu have et nyt Folketing. Der findes mængder af veldokumenteret viden om kunstens og kulturens nødvendighed for vores mentale sundhed og eksistentielle forståelse af os selv. Selv den gamle stokkonservative Churchill skal have vendt cigaren og i røgen fremstammet hørligt: ”Hvis vi ingen kultur har, hvad kæmper vi så for”.
Men ud over øget investering i kulturen, er der også brug for en alvorlig genopretning efter 10 års totalt misforståede centralisering af det danske samfund. Argumentet for denne fejlslagne politik var, at der skulle være mindre fedtlag (administration) og flere penge til borgerne. Det omvendte har desværre vist sig at blive tilfældet.
Katastrofalt har denne centralisering også ramt det dansk kunst og kulturliv. Tidligere havde de vidt forskellige kunstretninger, billed- og skuespilkunst, musikken og forfatterne hver deres egen lov med egne demokratiske fora. Nu er hele vores kunstliv centraliseret i en stor tung murstensbygning på H.C. Andersens Boulevard. Kunststyrelsen hedder det minsandten. Alene ordet, styrelsen, skal kunst styres? Hertil skal – som til et andet kommunekontor - den store mangfoldighed af kunstnere og kulturliv sende deres håbefulde ansøgninger om støtte og hjælp. De behandles som bekendt efterfølgende i nogle små dygtige og hårdtarbejdende fagudvalg, som har den umenneskelige opgave at tage stilling på et næppe helt tilstrækkeligt grundlag. Som led i centralisationen kræver administrationen f.eks., at alle tonekunstansøgninger skal indsendes digitalt. Men ikke nok med det: Indsend kun 3 digitale værker, og de må ikke fylde for meget (mp3) ellers går systemet ned.
Støtte er en god og nødvendig krykke til en syg mand. Men kunsten og kulturen er ikke syg. Tværtimod bringer den glæde og arbejdspladser over det ganske land og hele verden. Et oplagt sted at investere og decentralisere. 1% mere til kulturen!
Arne Würgler: Det begynder med hinanden.
http://www.politiken.dk/debat/kroniken/ECE2650798/det-begynder-med-hinanden/
KULTURSTØTTE ER INVESTERING
Det giver ingen mening at bruge ordet ”støtte”. Kulturstøttet er faktisk en klog investering. Men de få penge, der i dag bevilges via den årlige finanslov til kunsten og kulturen, er alt for få - under 1%.af finansloven.
Når f.eks. musikken modtager penge fra det offentlige, kommer støtten mangefold tilbage i form af øget moms, skatter, flere arbejdspladser osv. Tænk bare hvad et par ord på et stykke papir kan sætte i gang af udøvende musikere, salg af musikinstrumenter, pladeselskaber, musikforlag, presse, trykkerier, medier, ja, selv ansatte i KODA, Copydan, NCB, DJBFA osv. Ja, kunsten skaber en mængde nye arbejdspladser.
Når man i dag bekymret taler om, hvad vi i Danmark skal leve af, så hør kære politikere: Invester i kunst og kultur! Her er noget helt unikt, som ingen andre kan gøre, sådan som vi gør.
Men desværre har vi i 10 år haft en uambitiøs regering i Danmark. I slutningen af mit formandskab for sangskriverne og komponisterne kunne vi således dokumentere, at den daværende konservative kulturminister direkte skar i statens investeringer til kulturen. Kulturministeren var ikke enig, og vi blev indkaldt til buksevand hos ministerens regnedrenge, men lige meget hjalp det. Vi havde ret. Kulturinvesteringerne var reduceret med uhyggelige konsekvenser - ikke mindst for danske musikfolks mulighed for at leve et professionelt liv som skabende kunstnere.
Heldigvis skal vi nu have et nyt Folketing. Der findes mængder af veldokumenteret viden om kunstens og kulturens nødvendighed for vores mentale sundhed og eksistentielle forståelse af os selv. Selv den gamle stokkonservative Churchill skal have vendt cigaren og i røgen fremstammet hørligt: ”Hvis vi ingen kultur har, hvad kæmper vi så for”.
Men ud over øget investering i kulturen, er der også brug for en alvorlig genopretning efter 10 års totalt misforståede centralisering af det danske samfund. Argumentet for denne fejlslagne politik var, at der skulle være mindre fedtlag (administration) og flere penge til borgerne. Det omvendte har desværre vist sig at blive tilfældet.
Katastrofalt har denne centralisering også ramt det dansk kunst og kulturliv. Tidligere havde de vidt forskellige kunstretninger, billed- og skuespilkunst, musikken og forfatterne hver deres egen lov med egne demokratiske fora. Nu er hele vores kunstliv centraliseret i en stor tung murstensbygning på H.C. Andersens Boulevard. Kunststyrelsen hedder det minsandten. Alene ordet, styrelsen, skal kunst styres? Hertil skal – som til et andet kommunekontor - den store mangfoldighed af kunstnere og kulturliv sende deres håbefulde ansøgninger om støtte og hjælp. De behandles som bekendt efterfølgende i nogle små dygtige og hårdtarbejdende fagudvalg, som har den umenneskelige opgave at tage stilling på et næppe helt tilstrækkeligt grundlag. Som led i centralisationen kræver administrationen f.eks., at alle tonekunstansøgninger skal indsendes digitalt. Men ikke nok med det: Indsend kun 3 digitale værker, og de må ikke fylde for meget (mp3) ellers går systemet ned.
Støtte er en god og nødvendig krykke til en syg mand. Men kunsten og kulturen er ikke syg. Tværtimod bringer den glæde og arbejdspladser over det ganske land og hele verden. Et oplagt sted at investere og decentralisere. 1% mere til kulturen!
RSS Feed