Det siges, at politikerne i Nordkorea bestemmer, hvad folk skal høre i radioen. Sådan er det ikke i Danmark. Og dog. For hvor det er sørgeligt, at politikerne nu ikke vil give DR lov til at sende klassisk musik på kulturkanalen P2. Den skal lukkes som så meget andet godt i DR. Derimod skal vi have mere politik og snik og snak. Politikerne synes ikke, de bliver hørt, som de vil høres. Derfor hedder det nu mere konkurrence. Jo tak, den sang kender vi godt. Den gik sin sejrsgang, da vi fik TV2. Og resultatet kender vi også. Bortset fra regionalerne, mere af det samme. Krimier, trlllers og dronningens taffelborde fra forskellige vinkler på begge kanaler i et væk osv. Selvom tv-speakerne på TV2 ofte er kønnere og kan snakke, mens de går. Og da DR partu skulle flytte ud af sit smukke gamle hus, selvom den digitale teknologi faktisk kræver mindre plads, så bestemte politikerne også. Det betød dog ikke flere og bedre udsendelser, nej, det betød bare elendig økonomi og en ørken af genudsendelser. Men vi fik da en ny og flot koncertsal til den klassiske musik.
Er det så ikke en ren molbohistorie, at den eneste kanal i DR, der direkte tager sit afsæt i hvad der sker i koncertsalen, nu skal lukke? - Trist at DR ikke længere skal have en kanal for klassisk musik, siger min kone. Luk dog hellere for den hjernedøde kanal P3! Helt så hardcore er jeg og datteren ikke. Men vi spørger os selv, hvorfor politikerne i Danmark skal bestemme - helt uden nogen offentlig debat - hvad slags udsendelser, vi skal høre? Det er da næsten som i Nordkorea. Medieforliget burde i stedet handle om, hvorledes nogen i dette land kan få råd til at skabe nye værker i en tid, hvor f.eks. musikbranchen - og snart filmbrachen og bogbranchen - er helt bankerot, fordi ingen vil betale for brug af kunstneres værker. Der er f.eks. ingen indikationer på, at kopiering af musik, film med videre er faldende. Og her taler vi altså om lovlig kopiering, ikke piratvirksomhed og ulovlig fildeling - der heller ikke udviser faldende tendens. Medieforliget kunne således handle om et digital medievederlag, der kan kompenserer kunstnerne for den omfattende brug, der er af deres værker.
Hvad skal vi med nye huse, medier og kanaler, hvis ingen har råd til at lave noget, og det hele ender med genudsendelser og mainstream. Et lille plaster på såret var kulturkanalen P2. Men som i Nordkorea vil politikerne i Danmark bestemme. Hvad godt er der egentlig i det?
Er det så ikke en ren molbohistorie, at den eneste kanal i DR, der direkte tager sit afsæt i hvad der sker i koncertsalen, nu skal lukke? - Trist at DR ikke længere skal have en kanal for klassisk musik, siger min kone. Luk dog hellere for den hjernedøde kanal P3! Helt så hardcore er jeg og datteren ikke. Men vi spørger os selv, hvorfor politikerne i Danmark skal bestemme - helt uden nogen offentlig debat - hvad slags udsendelser, vi skal høre? Det er da næsten som i Nordkorea. Medieforliget burde i stedet handle om, hvorledes nogen i dette land kan få råd til at skabe nye værker i en tid, hvor f.eks. musikbranchen - og snart filmbrachen og bogbranchen - er helt bankerot, fordi ingen vil betale for brug af kunstneres værker. Der er f.eks. ingen indikationer på, at kopiering af musik, film med videre er faldende. Og her taler vi altså om lovlig kopiering, ikke piratvirksomhed og ulovlig fildeling - der heller ikke udviser faldende tendens. Medieforliget kunne således handle om et digital medievederlag, der kan kompenserer kunstnerne for den omfattende brug, der er af deres værker.
Hvad skal vi med nye huse, medier og kanaler, hvis ingen har råd til at lave noget, og det hele ender med genudsendelser og mainstream. Et lille plaster på såret var kulturkanalen P2. Men som i Nordkorea vil politikerne i Danmark bestemme. Hvad godt er der egentlig i det?