Kulturminister Per Stig Møller savner nogen fra venstrefløjen at diskutere med. Et ærligt og sympatisk udsagn. 10 års blokpolitik har tydeligvis gjort atmosfæren lidt stillestående i de pæne borgerlige stuer for en tænksom politiker. Hvor er de intellektuelle på venstrefløjen, spøger han. Svaret er ganske enkelt: Venstrefløjen lever i bedste velgående, men den orker ikke længere at diskutere kulturministerens - og hans borgerlige proselytters besynderlige xenofobiske miskmask af en værdidebat. Denne og 10 års stampen på stedet, bakket op af landets borgerlige medier, har fået folk med hjertet til venstre til at søge andre og langt mere livsbekræftende græsgange. Men tag ikke fejl, kære kulturminister: Kampen mellem det gode og onde findes stadig. Ligesom dengang i halvfjerdserne er den bare flyttet hjemmefra og ud i gaderne derhen, hvor livet leves. Da kulturminister Per Stig Møller og undertegnede var unge, blev oprøret og revolutionen tit og ofte et debatterende theselskab, hvor velmenende studentikose, højpandede og højtsvævende ideologiske blålys, kæmpede imod småborgerlige og klerikale mørkemænd og kvinder.

Den tid er for længst forbi. Nu bruger venstrefløjen øjnene og stemmer med benene. Opgaven er at overleve og bevare selvrespekten i et vanvittigt og destruktivt forbrugermarked.
- Derfor ser vi pæne bedsteforældre møde op og synge sange i Folketinget for asylbørn, som flertallet på tinge i årevis ikke har haft hjerte til at hjælpe.
- Derfor oplever vi tusinder af unge sidde på jorden i 10 graders frost, fordi de politiske ledere ikke evner at sikre menneskehedens forsatte liv på jorden. Bare det holder magthaveres tid ud, så er det åbenbart godt nok.
- Derfor mødes fagforeninger og ngo´er og rækker hænderne ud til hinanden og de fattige i den tredje verden, mens der diskuteres, hvorledes man kan overleve den økonomisk krise, dele de sparsomme jobs og presse politikerne til forsat og bedre velfærd.

Godt, for regeringsmagten i Danmark aner tydeligvis ikke, hvad den skal stille op. Deres genopretningsplan – efter 10 år ved magten – går i al sin enkelhed ud på: Sparer man på velfærden, ja, så går det nok. Kan det virkelig være forbigået vores kulturminister, at venstrefløjens indignation deles af tusinder andre medborgere. Hvorfor skattenedsættelse til de rige og bonusser til fallerede bankdirektører? Hvorfor udsalg af arvesølvet, og hvorfor privatiseringer og outsourcing af danske virksomheder, som generationer af medarbejdere har bidraget til at opbygge? Kan man virkelig ikke kræve et større engagement hos de højtbetalte direktører, når det drejer sig om forsat at drive en virksomhed i Danmark? Nu protesterer venstrefløjen mod krigen og synger som gamle Pete Seeger: Støt vore soldater - bring dem hjem. Tydeligvis ikke helt så spændende og intellektuelt udfordrende for en kulturminister og de meget selektive borgerlige medier, der hellere vil brække en arm på langs end at afbryde den daglige dosis mainstream med en sang, der kan og vil noget andet.

Jeg vil medgive ministeren, at en overordnede ideologi ikke troværdigt kan løse vor tids problemer og systemfejl, men det betyder altså ikke, at venstrefløjen er gået i kloster. Tværtimod, debatten føres bare helt andre steder end hvor Per Stig Møller har for vane at færdes. På helt andre platforme og i andre og nye medier. Tjek f.eks. ind på facebook. Skulle det have forbigået ham, at hele den intellektuelle venstrefløj - sammen med et voksende flertal i befolkningen – faktisk er stærkt  på vej til at jage samme Møller og co. ud af regeringskontorerne?

Tankevækkende, ikke? Så, luk vinduet op ud til kanalen, hr. kulturminister. Det bliver snart forår - også i dansk politik. Something is happening here, but you don´t know what it is, do you hr Møller?






Kan vi kikke op i himlens uendelige blå og drømme om at gøre det vi aldrig må?


Ja vi kan.


Og dog: Hvor bliver drømmene og visionerne af?
Vi lever i en tid uden drømme og visioner. Er tilværelsen blevet så kompliceret, at ingen tør tænke store nye tanker?  Gælder det bare om at klare dagen og vejen? Noget tyder på det. Vi er blevet pragmatiske, resultatorienterede, proaktive og vi har de politikere, vi fortjener. Ser man på partiernes programmer, så er de stort set visionsløse og kedelige. Sådan var det ikke engang for snart længe siden. Da lå forandringen lige om hjørnet. Og spørgsmålet er om ikke vi alle inderst inde, faktisk ønsker os langt flere farver på paletten, en dybere mening med livet, noget at kæmpe for, noget der rækker ud over dagen og vejen. Noget der handler om at lave noget med andre mennesker.

 
Men vi lever ikke i de store fortællingers tid. Politikerne har mister modet. Tør ingenting. Forskanser sig med deres spindoktorer og populisme. Tør kunstnerne? Vågner snart de sovende engle for at synge nyt om fællesskabet mellem mennesker? Hvor er de kunstnere, der tør glemme sig selv og synge om fællesskabets store mulighed?


Engang da der også var krise, var energien og lysten til at engagere sig i andet end sig selv og sin håbløse og ligegyldige karriere, meget større end i dag. Engang var fællesskabet og kærligheden mellem mennesker den bærende kraft. Gruppen var vigtigere end den enkelte. Det kom der stor musik ud af. Beatles og Stones. I dag har kunstnerne og politikerne svært ved at se livet i en større sammenhæng. Men de gør regning uden vært. Min påstand er, at tidens mest hotte og efterspurgte personligheder, er de, der kan fortolke og sætter ord på vores vilde sult efter menneskelig anstændighed og værdighed. At nogen giver småborgerne og mørkemændene i vores regering og i DF baghjulet. At nogen puster liv i en tegneserieagtige opposition. At nogen inviterer til en fest, der er langt sjovere og anderledes, end den triste stampen på stedet, som både politikken og tidens kunst spiller op til. At nogen inviterer til et menneskeligt fællesskabet, der handler om alt det sjove vi kan, stedet for at gå rundt og være bange og usikre for fremtiden. For man skal ikke spille død før det er strængt nødvendigt!
Typist for det er i dag den tredie statsmagt, medierne, ikke længere kulturinstitutioner. De er ikke i dag ikke underlagt en kulturel forpligtelse. Indholdet er ligegyldigt, bare det er godt TV og god radio. Og hvem definerer det? Gæt engang. Medierne selv. De er gatekeepere og ingen egenart komme til orde. Nu skal alt fungere på mediets mainstream præmisser. Indholdet er underordnet mediernes selvforståelse, og det kommer der ikke mange nye blues og vedkommende sange ud af. Men hvem gider egentligt det?

          
Der er i dag en sult efter en anden politik og en anden kunst, der ikke handler om frygt for det fremmede og "mig selv", som tværtimod tør give plads til det ukendte og anderledes. Medieprofessionalismen og kommercialiseringen har forlængst spillet falit. Det ved alle, undtagen medierne selv, og de danske politikere og deres spindoktorer. 


Den danske blues findes, og den får sin næring nedefra fra alle os, der ikke har magt og indflydelse. Det er den blues vi synger, når vi er sammen med hinanden. Men mange kunstnere har desværre mistet troen på, at nogen gider lytte til den sang. Som sovende engle svæver de ensomme rundt og glemmer at synge den danske blues.

Kan vi finde nye steder i den grønne skov og lege som engang bare for sjov?
Ja, vi kan!
Derfor kunne USA stemme sig til en ny og anderledes præsident. Det umulige kan ske. Drømmen og visionerne findes, for de er en del af os selv. Drop dog tidens benovelse over alt hvad det kommer oppe fra. Verden er blevet mainstream. Skal vi finde os i det? Lad os bruge hinanden og tale vores eget sprog, for vi er ikke mainstream, og kan aldrig blive det.         

Ingen kender morgendagen: Det umulige kan ske. Lad menneskelighed og vore drømmes vilde kraft give mørkemændene baghjulet. Find dit indre barn. Så vil det lykkes.
I morgen vil nogen sige: Det var i går!
Det er ikke til at tro, men ikke desto mindre sandt.

September 2009 Arne Würgler